​S p i r i t u a l i t e t  o g  E n e r g i t e r a p i


Hvad vil det sige at være energetisk og psykologisk clairvoyant og hvad skal det bruges til? 

Antallet af tilfælde af uforklarlige sygdomme stiger i verden til det dobbelte eller tredobbelte hvert tiende år. På trods af at de måske ikke har entydige fysiske symptomer på sygdom, er der i dag et stigende antal mennesker, som opsøger deres læge, fordi de ikke føler sig helt raske. De kan mærke, at der er noget galt. Lægen kan tage forskellige prøver, undersøge pulsen og lyden fra vejrtrækningen etc. uden at konstatere nogen direkte tegn på sygdom.
Mange funktionelle lidelser eller autoimmune sygdomme, der inkluderer uspecifikke smerter, kan sagtens være i kroppen, uden at din læge kan gøre ret meget med de midler, han eller hun har til rådighed. 

Faktum er, at de fleste sygdomme opstår på et subtilt plan, som energetiske ubalancer, før de kommer i udbrud rent fysisk. Hos lægen kan du i bedste fald få sat et navn på en tilstand, men du vil føle, at du må gå derfra uden at blive oplyst om, hvorfor din specifikke lidelse er opstået og hvad du kan gøre for at blive rask. 


I vores tid, som i tidligere tider, eksisterer der mennesker, som har udviklet en udvidet sansning eller intuitiv færdighed, der gør dem i stand til at se - ikke bare årsagen til en sygdom, men kender også svaret på, hvad du skal gøre for at blive rask. Egentlig er det ikke noget mystisk, da vi som børn har denne medfødte evne med os fra naturens side. Små børn er i stand til at læse et menneskes energifelt. De fleste voksne mennesker har glemt, at de har evnen til at se ind i dybden af tingene. Evnen går for det meste tabt i opvæksten, fordi vi gradvist tilpasser os den voksnes virkelighed. Heldigvis er det noget, vi kan genåbne senere hen i livet, når vi er parate og åbne for det. For nogen mennesker sker det helt spontant,at deres evne vækkes, uden at de har gjort noget. Det er en åbning, der kan opstå af sig selv på samme måde, som den kan lukkes ned.

Hua Tuo var en kinesisk læge fra det 2. århundrede, som med stor indsigt og energetisk samt medicinsk intuition grundlagde "De Fem Dyrs Bevægelser" (Wu Qin Xi). Det gjorde han på baggrund af sine iagttagelser fra naturen og fra mennesket. Hans samtidige, som øvede med ham i dette helsesystem, siges, at være blevet meget gamle. I en alder af 90 år var de stadig vitale, åndsfriske og havde stærke tænder. Hua Tuo havde evnen til at se en sygdom, før den kom i udbrud ved at læse energien i kroppen. Det samme kan du lære.

Det kan måske lyde som god gammeldags overtro, men faktisk er energimedicin og medicinsk intuition noget, man har praktiseret i århundreder, ja årtusinder, og det ville man ikke have gjort, hvis ikke det virker. I dag er energimedicin og medicinsk intuition noget der for alvor er på vej mod et gennembrud i USA, hvor flere læger tilknyttet sundhedssektoren allerede samarbejder med intuitive helsevejledere, når de er på bar bund i en behandlingssituation. 

Helsevejlederen Caroline Myss og den medicinske seer Anthony William er nogle af pioneerene indenfor dette spændende felt.  Ifølge både Anthony og Caroline vil intuitive helsevejledere i løbet af 20-30 år komme til at spille en langt større rolle indenfor sundhedssektoren i det meste af verden. Dette åbner mange muligheder indenfor sundhedssektoren i vores del af verden.

I vores uddannelsesforløb til QiGong Trainee og QiGong instruktør er vi så visionære og fremsynede, at vi lader energetiske og medicinske intuitive øvelser indgå. I takt med at QiGong træningen åbner og frigører livsenergien i kroppen, kan eleven udvikle sin egen intuitive evne til at se/ forstå sygdomme og lidelser i dette lys. Koblingen er helt oplagt og vi er blandt de første i Europa, som nu kan tilbyde denne unikke uddannelse.

Når vi selv bruger den energetisk og medicinsk intuitive færdighed, giver det os en større forståelse af naturens egen medicin og hvordan vi kan samarbejde med den. Vi støtter os til fem-element-loven, organuret samt livsenergiens transformative faser og meridianlæren i TKM (traditionel kinesisk medicin), fordi systemet er baseret på en præcis videnskabelig erfaring i, hvordan livsenergien opfører sig i relationen til ubalancer og forstyrrelser. Samtidigt er et vist kendskab til og indsigt i chakrasystemet nødvendigt. Det hjælper os altsammen til at sætte det vi observerer ind i en sammenhæng, der giver mening, så vi ved præcist, hvad der skal til for at balancen kan genoprettes. På uddannelsen underviser vi dig i at styrke den intuitive færdighed, så du kan gøre det selv.

Cases
Her er et par eksempler på typiske cases vi haft berøring med. Navnene er ændrede for ikke at udstille de pågældende personer.

Case 1 

Jakob, en mand på 30 år, har i næsten to år forsøgt at få sig et job. Han lever med en vis usikkerhed dagligt, der har sat sig som bekymring hos ham pga. hans uændrede situation. I læsningen kommer det frem, at han tidligt i livet har en følelse af ikke at blive set. Der lever en følelse i ham af ikke at være god nok. Det kan ses som en energetisk plamage omkring solar-plexus med forbindelse til både milten og leveren. 

Bekymringen ved Jakob er en følelse, som ved ham har koblet sig til milten. Igennem de sidste to år har de mange bekymringer (og tankemylder) givet en slags overenergi i milten, som så har givet fordøjelsesproblemer. Endvidere er hans lever også ude af balance. Leveren korresponderer med vrede, som Jakob har svært ved at udtrykke, når det kommer op til overfladen. Vreden kan have forbindelse til det omtalte, der er sket i hans barndom. Det er vigtigt at lære at udtrykke følelser, når de opstår og finde en konstruktiv måde at gøre det på, herunder især at acceptere at de er en del af en selv. Jeg henviser Jakob til nogle kraftbetonede QiGong øvelser, der styrker milt og lever-qi. Den stærke respons i leveren vil dæmpe overenergien i milten og dermed dæmpe bekymringerne. 

Case 2

Isabel er en velfungerende ung mor til to små børn. Under energi-læsningen ses det tydeligt, at hun har en energetisk forstyrrelse i harachakraet (sit underliv).  Isabel fortæller under læsningen, at moderskabet kom pludseligt og uventet (hun var 22 år). Når det kom til stykket, havde hun egentlig slet ikke lyst til at blive mor så tidligt, men det blev hun. Selvom Isabel er en velfungerende kvinde, har hun igennem længere tid haft en frustration og en utilfredshed med situationen. En del af hende føler, at børnene fylder for meget. Igennem nogle måneder har hun haft en forstyrret menstruationscyklus. I sessionen bliver der arbejdet med de tanker og forestillinger, hun har om sig selv og sin moderrolle. De negative tanker hun får, har givet hende en tilbagevendende følelse, som på et dybere plan skaber grobund for den menstruelle forstyrrelse, som hun oplever. 
Jeg arbejder med at skabe et "trygt og rart rum", hvor Isabel kan slippe identikationen med de negative tanker. Jeg taler også om, at det er vigtigt ikke at undertrykke tankerne eller prøve at skubbe dem til side, når de kommer, men i stedet byde dem velkommen. Det er ikke tankerne, som er problemet. Problemet er identifikationen med tankerne og det er det, der skaber følelserne, som giver grobund for forstyrrelser og sygdom. Sessionen vækker genklang i Isabel og giver hende en forståelse af sin situation, som hun kan bruge til at komme videre med sit liv. Pointen er, at hun skal lære at acceptere og at det er okay at give plads til alenetid og pusterum i hverdagen. Isabel kan få udbytte af nogle QiGong-øvelser, der bla. styrker hendes nyre-qi og nogle åndedrætsøvelser, som lærer hende at give slip på uhensigtsmæssige tanker og derved opnå en indre ro.

QiGong-øvelserne er Lohan Hands m.m., som du kan læse mere om på www.mind-fitness.nu. 

Energetisk og psykologisk clairvoyance (Energimedicin)




Tina Kirstine